Sund mad giver overskud til arbejdsdagen Mindre overvægt og sygdom kombineret med et større dagligt velvære, er de vigtigste fordele ved at spise sundt. Mange vil sikkert sige, at det er det enkelte menneskes ret og ansvar selv at sørge for sin mad og at arbejdspladsen ikke skal blande sig i den enkelte medarbejders kostvaner. Fra undersøgelser ved man dog, at de fleste mennesker gerne vil spise sundere, men at det kan være svært at ændre kostvaner i en travl hverdag. Med den viden vi i dag har om ernæring er det optimalt, hvis man har mulighed for at indtage et hovedmåltid samt 1-2 mellemmåltider indenfor normal arbejdstid. Da maden, vi spiser på jobbet, typisk udgør omkring halvdelen af dagens samlede energi, er det vigtigt, at den lever op til de officielle kostanbefalinger. Arbejdspladsen har mange muligheder for at gøre det nemmere for medarbejderne at spise sundt. Sund kantine, frugtordning, sund mødebespisning, alternativer til slik- og sodavandsautomater er eksempler på enkle og effektive tiltag. Alternativt kunne arbejdspladsen tilbyde kurser, foredrag og temadage, firmaslankehold, madklubber, diætrådgivning mv. Øget viden om sunde kostvaner i teori og praktik, gør det nemmere for medarbejderen aktivt at ændre sin adfærd i forhold til mad. |